Det 3. interview i rækken her op imod J-Popcon, er med en trofast og loyal deltager, som har været med siden dengang connen blev afholdt i Valby. Personen har valgt at være anonym. I dette interview har jeg valgt at komme ind på, både hvad der motiverer vedkommende til at deltage, J-Popcons udvikling og lidt om den kommende con.
Hvor bor du?
Brøndby
Hvor gammel er du?
22
Hvorfor tager du til J-Popcon?
Første gang var det en veninde der inviterede mig. Hun skulle på
scenen og ville gerne have venner blandt publikum. De næste gange var jeg
utroligt fascineret af cosplay, den venlige fornemmelse og alle de nye venner
man fik. Nu er det mest for cosplayet, auktionen, dealer roomet og at mødes med
de få venner, man kun ser til cons – og selvfølgelig for selve cosplayshowet.
Når du skriver ”mest for cosplayet”, mener du så, at du
tager af sted for at kunne vise dit eget cosplay frem?
Ja
Hvornår deltog du for første
gang til J-Popcon, og hvordan var det?
2007. Det var en fed oplevelse! Jeg fik åbnet mine øjne for en helt ny
verden fyldt med glade og venlige mennesker!
Var J-Popcon 2007 dit første
arrangement i fanmiljøet? Hvis ikke, hvad var så?
Ja, 2007 var min første gang i fanmiljøet.
Hvilke andre år har du deltaget
til J-Popcon?
Alle undtagen i 2011.
Hvilken J-Popcon har efter din
mening været den bedste og hvorfor?
De to første var de bedste. Der var masser af mennesker og dog ikke
for mange. Man kunne være alle steder og følte ikke, at man trængte sig på.
Derudover lå det i Valby Kulturhus dengang, hvilket gav os muligheden
for at have hele huset for os selv. I DGI-Byen er der også udefrakommende, der
ofte skuler eller kigger underligt på en.
Så du ville egentlig gerne
vende tilbage til Valby Kulturhus?
Personligt ville jeg elske at komme tilbage til kulturhuset. Dog tror
jeg ikke, dette er en mulighed, da alle de nyankomne måtte følge med. Dette gør
kulturhuset for småt til så mange mennesker. Måske er det også bare ren
nostalgi fra min side, men Valby Kulturhus har helt klart haft en kæmpe indflydelse
på min opfattelse af J-Popcon.
Hvordan synes du, at J-Popcon
har udviklet sig gennem årene?
Det er blevet meget større. Nogle gange er det utroligt fedt, at det
er så stort, men andre gange bliver man irriteret over alle de mennesker og
varmen.
Hvordan synes du, at connen har
udviklet sig indholdsmæssigt og organisatorisk?
J-popcon har utroligt meget indhold i forhold til de første gange, jeg
var med. Gæstestjerner og dommere fra udlandet er blevet hevet ind, musikere,
cosplaystjerner og konkurrencer. Man kan mærke, at der er flere ting at holde
øje med, men samtidig er personalet også blevet bedre til at holde styr på
tingene.
Synes du, der er sket en
forandring i de deltagere som connen tiltrækker?
Der er bestemt sket en ændring i de folk, der bliver tiltalt af
connen. Da jeg startede, var alle åbne og glade mennesker. Som regel var det
unge på 12-15 år. Nu har connen tiltrukket dem på 20+.
Dem, der førhen har vundet cosplayshowet, bliver ofte arrogante og
selvoptaget. De nyankomne kan let føle sig uvelkomne, hvis de bliver uheldige
og støder på en af de gamle vindere.
Er dette noget du selv har
oplevet? Hvis ja, hvordan?
Jeg oplevede det med min veninde, der tog mig med til min første J-Popcon.
Hun vandt showet det år og tog til Japan. Langsomt holdt hun op med at tale til
mig, svarede korte sætninger og hang kun ud med folk, der selv havde vundet
konkurrencer eller var utroligt gode til at sy cosplays. Når jeg ser hende nu,
undgår hun mig, og det er sket med mange af mine veninder i løbet af årene.
Hvilke forventninger har du til
dette års J-popcon? Hvad ser du mest frem til?
Jeg glæder mig meget til at se årets cosplayshows. Jeg finder det
interessant at se, hvilke ideer folk kommer på hvert år.
Dog glæder jeg mig også til auktionen, hvor man ofte finder
interessante ting til gode priser. Jeg har også mit eget cosplay at vise frem
og selvfølgelig er der dealer roomet, hvor alt kan findes.
Du må gerne skrive noget mere
om dine forventninger. Er der f.eks. noget, du håber, at connen har forbedret
eller tilføjet i forhold til tidligere år?
Jeg ville elske bedre oplysning om hvor og hvornår, tingene foregår.
Der er så mange ting at holde styr på. Så mange muligheder at tage til. Et
stykke papir med en oversigt, der hang lidt forskellige steder ville være
utroligt fedt!
Hvor meget betyder connens
indhold for dig?
Gæstestjernerne og konkurrencerne er ikke lige mig og kunne egentlig
godt droppes. Men dealer roomet, auktionen og cosplayshowet er det jeg kommer
efter, og derfor også noget, der for mig, er nødt til at være der.
Hvilken betydning har J-Popcon
for dig?
J-popcon er for mig en verden i sig selv, hvor jeg kan træde ind og
opføre mig lige så tosset, som jeg ønsker. Til connen behøver man ikke lægge
låg på, hvem man er.
Samtidig er der også noget nostalgisk over at dukke op til det hvert
år. Man bliver mindet om alle de ting – gode og dårlige – som man har oplevet
her igennem årene, og man danner sig nye minder.
Hvad har fået dig til at vende
tilbage til J-Popcon år efter år?
Der er nok mange ting, der spiller ind på den beslutning. For det
første er det jo nostalgisk for mig. For det andet føler jeg mig bedre tilpas
der. For det tredje kan jeg opleve mange ting, der i hverdagen er næsten
umulige at finde.
Hejsa
SvarSletSom arrangør på J-Popcon kan jeg lige afklare lidt på flg:
" I DGI-Byen er der også udefrakommende, der ofte skuler eller kigger underligt på en."
Vi har været klar over det, og I år har vi fundet en løsning, der gør at vi har et område af DGI-byen _helt_ for os selv. Ingen skulen eller kommentarer fra fremmede. Nu kan man bare slappe af og dykke ned i stemningen på J-Popcon 2014.
Hilsner
Joakim Sandroos, Kasserer