Jeg sluttede mit sidste indlæg med at sige, at jeg tager til J-Popcon for at opleve noget og blive underholdt - og J-Popcon 2011 leverede i den grad varen.
Som sagt deltog jeg kun lørdag. Morten og jeg kørte ned til nogle venner på Fyn fredag, og så kørte vi videre til København lørdag morgen. Vi ankom ca. kl. 10 og parkerede under DGI-byen. Fordi vi havde været der sidste år, fandt vi let fra p-kælderen og hen til receptionen, men det er noget af en omvej rundt på connen.
Køen var noget uorganiseret. En af arrangørerne forsøgte at sætte den anderledes op, så vi ikke blokerede døren, men det resulterede bare i, at dem der kom lidt senere, snød foran. Det tog ca. 30 min at få mit lyserøde papirarmbånd. Der var to åbenlyse ting, der sløvede køafviklingen. 1. scannerne virkede ikke (jeg har dog hørt, at langt de fleste heller ikke havde deres faktura med, så det ville måske ikke have gjort den store forskel), 2. Der var kun to computere til at checke folk ind på. Jeg ved ikke, hvordan det var fredag, men jeg hørte, at nogen havde stået i kø 1 t og 20 min udenfor.
Gameroomet var første stop, og det var meget anderledes end sidste år. Der var plads til bræt- og kortspil og havde en mangalounge i den ene side. Jeg synes, at det var en god omrokering, selvom jeg ikke benyttede mig meget af rummet selv. Udluftningen var dog noget dårligere end i gameroomet i 2010.
Derefter gik vi videre til dealerrummet, som jo i den grad havde fået vokseværk. Der var ingen kø og masser af plads inde i selve dealerrummet. Tribunerne blev også brugt flittigt og opvejede for, at der var få steder rundt omkring på connen, hvor man ellers kunne sidde og snakke.
Vi kom for sent ind til at være med i Anime Timeline quizzen, så vi ville gerne prøve Den nye quiz, som var spørgsmål til nye anime, hvilket enten kunne være "Yay" eller "blah" - det var "blah". Det var en simpel papirquiz, og jeg kunne svare på 3 ud af nok 16 spørgsmål. Ved en fejl fik vi dog udleveret Timeline quizzen først, så jeg fik også den at se. Der var lige så få spørgsmål, jeg kunne svare på. Jeg tror, at det var første gang de to piger stod for quizzer, hvilket tydeligt kunne mærkes på niveauet. Nogle spørgsmål var formuleret underligt, ved et spørgsmål var animeen ikke angivet og et spørgsmål var ufærdigt, så vi måtte gætte os frem til, hvad ham der havde lavet spørgsmålet mon havde ment. Vi havde en time til at svare på spørgsmålene. Papirquizzer giver mulighed for flere deltagere, men jeg synes også, at det er en ret kedelig form for quiz.
Bagefter smuttede Morten og jeg over i Øksnehallen, hvor forberedelserne til cosplayshowet var i gang. Der var sat 1000 stole, op og så lå der nogle gymnastikmadrasser oppe foran, som man måtte sidde på. Derudover kunne man også stå rundt omkring eller sidde på stengulvet. Der var rigtig mange flotte cosplays og fra en stor variation af anime og spil, hvilket var rigtig positivt at se. I år startede cosplayshowet allerede kl. 14.30, så jeg nåede lige at få noget frokost og være med til halvdelen af Jubilæumspanelet, inden vi skulle tilbage til Øksnehallen. Jeg synes, at det var en skam, at der ikke var flere til Jubilæumspanelet, men de fleste stod nok i kø til cosplayshowet på det tidspunkt. Jeg ved heller ikke, hvor meget det interesserer de yngre deltagere, men det er den slags paneler, som jeg synes er interessante.
Jeg ankom først til Øksnehallen (gennem bagindgangen) efter folk var begyndt at blive guidet på plads, så jeg ved ikke helt, hvordan det fungerede. Vi fandt pladser på 2. og 3. række i midten. De næste 3-4 rækker bag os var reserveret til maids og butlere, hvilket jeg syntes var en god ide. Vi havde det samme til gopherne til SVScon 2011. Desværre kom der aldrig rigtig nogen og udnyttede pladserne til J-Popcon, så i løbet af showet burde man nok have givet de almindelige deltagere lov til at sidde der. Der var nemlig total proppet oppe foran og gangen, hvor man skulle gå, var også ved at blive klumpet til.
Cosplayshowet startede ca. til tiden i år, men det var på bekostning af de sidste 6 gruppers lydprøver. Det hele blev indledt med "Dear J-Popcon" beskeder på de to storskærme efterfulgt af en virkelig fed cosplayvideo. Så bød J-Popcons næstformand velkommen, og allerede da hans mikrofon hylede og skar i højtalerne, burde jeg have set lydfejlene komme, men jeg håbede, at de ville at rette op på mikronerne, netop fordi man hørte hyletonerne så tidligt.
Selve showet blev åbnet af en cosplaygruppen udenfor konkurrencen. Jeg fandt senere ud af, at de cosplayede spillet Homestuck. Jeg kan godt lide ideen med et åbningsshow og Banana Cosplays show sidste år var vildt imponerende. Jeg savnede dog mere dynamik og variation i dette års åbningsshow, og jeg fik heller ikke det store ud af det - måske fordi jeg ikke kendte spillet.
Alle 24 grupper havde lavet en introvideo, som fungerede meget bedre end sidste år. Videoerne var kortere og mere præcise - langt de fleste fortalte rent faktisk, hvem de skulle cosplaye og hvor det var fra denne gang. Desværre sad jeg, så jeg ikke kunne se venstre side af nogen af de to skærme pga. søjlerne. Der var virkelig mange flotte kostumer imellem og gode acts. Folk havde virkelig gjort noget ud af det, og jeg var meget imponeret. Desværre led tre acts under lydproblemer, og jeg undrede mig lidt over lyset af og til, men generelt gik det godt teknisk.
Præmieoverrækkelsen lå kl. 19, men på mit program stod der kl. 18. Så vi endte med at gå ud og spise efter showet, og vi nåede desværre tilbage lige, som det var slut. Vi fandt dog ud af, hvem de forskellige vindere var fra andre folk. Vi fik gratuleret dem vi kendte og snakket lidt med nogle af arrangørerne. Da Project Chu begyndte bestemte vi os for at se lidt af det, men vi gik efter 2 numre eller sådan noget. Det der idolgruppe halløj er jeg altså blevet for gammel til. Omkring kl. 21 vendte vi snuden vestpå og sagde farvel til J-Popcon for denne gang.
Det var lidt underligt kun at være af sted en dag, men på den anden side synes jeg også, at det fungerede rigtig godt. Jeg ville dog ikke gøre det, hvis vi ikke havde et haft det "mellemstop" på Fyn. Jeg synes, at J-Popcon var fedt, og det skyldes hovedsaligt cosplayshowet. Den nye indretning var god, og jeg følte at der var mere luft i bygningen, selvom der var så mange mennesker. Lige da vi ankom følte jeg faktisk, at connen virkede tom, men det skyldtes nok, at connen efterhånden spreder sig ud over så meget plads. Generelt vil jeg sige "thumbs up" til J-Popcon, men der er stadig ting, der skal arbejdes på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar