onsdag den 9. november 2011

2 anmeldelser mere

Så fik jeg sørme skrevet to anmeldelser mere til Comic Partys Crunchyroll konkurrence. Samtidig opdagede jeg også noget. Jeg kan godt lide stemningsserier - eller i hvert fald at anmelde dem, for alle tre anmeldelser, jeg har skrevet, er om serier med en særlig stemning. Det er faktisk rart at få skudt gang i anmeldelsesskrivningen igen.Og her kommer de to anmeldelser så.

Usagi Drop anmeldelse

Længde: 11 episoder
Genre: slice of life, drama, comedy
Streamet: juli-september 2011
Studie: Production I.G

Billedet af den 6-årige Rin i let udvandede pastelfarver kan få nogle til at tro, at Usagi Drop er en børneserie. Jeg har dog efterhånden lært, at pastelfarver betyder, at en serie henvender sig til et ældre publikum (os over 20), og det gælder også for Usagi Drop. Den 30-årige Daikichi støder på Rin til sin bedstefars begravelse og opdager, at hun er bedstefarens datter – altså hans moster. Rin er bestemt ikke populær i familien. Ligesom Rin er Daikichi lidt familiens sorte får, hvilket nok også gør, at de to knytter et særligt bånd, og da ingen ønsker at tage sig af hende, træder Daikichi til, selvom han intet ved om børn. Serien følger så Rin og Daikichis hverdag sammen.

Det lyder stille og rolig, hvilket det også er, men kan man lide den slags serier, er den bestemt ikke kedelig og har meget indhold. Historien bliver også fortalt med en naturlig form for humor og livglæde. Både Rin og Daikichi udvikler sig gennem deres forhold til hinanden og lærer af hinanden. Der er en særlig stemning i Usagi Drop – det er lidt ligesom solskin på god dag – man bliver i godt humør af at se den. Jeg er virkelig glad for serien, og jeg synes, at det er trist, at den kun er på 11 episoder.  


Natsume Yujincho anmeldelse

Længde: 13+13+13 episoder
Genre: fantasy, slice of life, drama, comedy
Udkommet: juli-september 2008, januar-marts 2009, juli-september 2011
Studie: Brains Base

Natsume Yujincho eller Natsume’s Book of Friends er baseret på en manga af samme navn og udkommet i tre sæsoner (Natsume Yujincho, Zoku Natsume Yujincho og Natsume Yujincho San). Den fjerde kommer til januar (Natsume Yujincho Shi). Crunchyroll har dog valgt at slå alle sæsoner sammen og bare kalde den Natsume Yujincho, så der er 39 episoder at gå i gang med, hvilket kan virke som mange. Natsume er da heller ikke den type serie, som man lige laver en maraton med. Det er den for ”low-paced” til.

Serien handler om drengen Natsume Takashi, der siden han var lille, har kunnet se yokai. Han mistede sine forældre tidligt, og derefter blev han kastet rundt imellem forskellige familiemedlemmer, da ingen ville have ham længe af gangen, fordi han opførte sig underligt og talte om ting, der ikke var der. Natsume har heller ingen venner i skolen, da de også synes, at han er lidt besynderlig. En dag da han bliver jaget af en yokai, kommer han til at bryde en kekkai, som holdt en stærk yokai fanget i en kattestatue (Nyanko-sensei). Han forklarer Natsume, hvorfor så mange yokai er efter ham. Hans bedstemor Natsume Reiko kunne også se yokai, og hun brugte sin tid på at duellere med dem og banke dem. Prisen var deres navne, som hun skrev ind i en bog (Book of Friends), som dermed gav hende magt over dem. Natsume indgår en aftale med Nyanko-sensei, som lover at passe på Natsume og hjælpe ham med at give navnene tilbage, hvis Nyanko-sensei får Book of Friends, når Natsume engang dør.

Serien fortæller så, hvordan Natsumes møder med alle de forskellige yokai forløber. Nogle er fredelige, imens andre har onde hensigter. Gennem serien lærer Natsume mere om sin bedstemor – og yokai, hvorved hans følelser og forhold til dem ændrer sig. Natsume selv udvikler sig også lige så stille – både gennem møderne med yokai men også ved at møde andre mennesker, som kender til åndeverdenen.

Natsume Yujincho er lavet i matte farver henad pastel, og jeg vil da også mene, at man skal høre til det lidt ældre publikum for at værdsætte serien. Selvom der er massere af yokai, er der ikke så meget action – der er dog lidt, men fokuset er mere på Natsume og hans forhold til yokai. Man kan vel kalde det en anderledes fortælling om at finde sig selv, og forlige sig med den man er.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar