lørdag den 9. marts 2013

Ny "con" - eller...

Hvornår er noget en con..? Er det så snart, man kalder sit arrangement det, eller hænger det sammen med antallet af deltagere og størrelsen på den? Det er lidt som om, at "con" er blevet et modeord - eller nærmere har været det i noget tid. I december så Raku-con dagens lys, og der kom hvis hele 30 deltagere. I påsken kan man så komme til Momo-con, som har et maks. på 25 deltagere. Hvis det er standarden med hensyn til deltagerantal, så er der godt nok plads til en masse conner i Danmark endnu. 

Mit indtryk er dog, at når de fleste i fanmiljøet hører ordet "con", så tænker de på et større arrangement med flere hundrede deltagere. Det lægger debatten omkring, om der er plads til flere conner i Danmark, i hvert fald op til. KōyōCon har da også ambitioner om 400 deltagere, så det stemmer mere overens med min opfattelse af en con. Jeg håber forresten, at jeg snart kan bringe et nyt interview med dem.

Det er nu ikke, fordi jeg på nogen måde vil diktere, hvilken betegnelse folk bruger om deres arrangement. Jeg synes blot, at man som arrangør bør klarlægge, hvilke konnotationer der kan være ved ordet "con". Jeg kunne aldrig finde på at kalde et komma HAF for en con - selvom vi er flere end Raku-con samlede og Momo-cons maks. Jeg tror, at folk har nogle andre forventninger, når der står "con". Så måske ligger definitionen af, hvornår noget er en con, også i arrangementets indhold.

Lad mig høre jeres bud. Hvornår definerer I noget som en "con"? Hvad synes I om, at flere og flere bruger beskrivelsen til mindre arrangementer?

1 kommentar:

  1. En convention er for mig et weekendarrangement, der tiltrækker så mange mennesker, at det giver mening at afholde events, have et cosplayshow, dealere, artist alley og lignende aktiviteter.

    Personligt foretrækker jeg når folk bruger termer som "træf" eller "event", når der er tale om arrangementer med mindre end 100 deltagere.

    Det er rigtigt, at folk selv må bestemme hvad de kalder deres arrangementer, men de skal passe på ikke at gøre det for misvisende. At kalde et lille træf en "convention" kan få deltagerne til at få for høje forventninger.

    SvarSlet