Så sidder jeg her - 8 dage før J-Popcon - og forsøger at skrive et (forholdsvis) diplomatisk blogindlæg om mine tanker her før connen... :p Blogindlægget er skrevet uden rigtig tanke på struktur men bare, hvad jeg kunne hive ud af hovedet (inden for den diplomatiske ramme).
Jeg kunne altså godt bruge et program... J-Popcon spytter ellers flittigt nyheder ud på Facebook (og nogle gange hjemmesiden), men programmet lader vente på sig. Det kunne altså være meget rart at få det, så man kunne planlægge sin ankomst, sin hjemrejse og ikke mindst hvornår (og hvor) man skal spise aftensmad! Ja, mad fylder meget hos mig - også til conner. XD Det er altså også vigtigt at sørge for at spise og drikke ordentligt under en con, så man ikke går død.
Der er også kommet meget mere aktivitet i J-Popcon Facebookgruppen, som dog ikke er nogen officiel gruppe. Endnu en gang skaber J-Popcons billetsystem forvirring, fordi man både får en faktura og en billet. I år skulle der dog stå "Dette er ikke en billet." på fakturaen, men der skal nok være nogen, som tager fejl alligevel. Det bliver også spændende at se, om stregkodescanneren kan holde connen ud denne gang, og ikke bare fredag ligesom i 2011. XD Sidste gang ankom jeg lørdag og havde troligt printet min stregkode ud, men jeg blev bedt om at hive sygesikringskortet frem, da scanneren var død. Køsystemet ved check-in til J-Popcon har været noget rod og et mareridt, så længe jeg kan huske. Jeg kan huske, at jeg efter 2011 sagde til en af mine venner, som er involveret i J-Popcon, at de burde få en, som er hovedansvarlig for check-in området og køen. Så jeg er spændt på at se, hvordan det fungerer i år.
Hmm... hvad kan jeg ellers skrive om...? Events. Det er jo mit hovedområde til SVScon, så jeg er også meget interesseret i, hvad andre conner og træf finder på på den front. Sakesmagning er nok et af de mest anderledes event, som J-Popcon har offentliggjort indtil videre. Jeg skal dog ikke selv deltage i det.
Jeg håber dog, at J-Popcon stadig har nogle events i ærmet for indtil videre ser det altså lidt tyndt ud... Hvis vi ikke tæller cosplaykonkurrencerne med men alt under menupunktet "Event" minus "Områder" og dennes underpunkter, så er der p.t. 18 events... SVScon har annonceret flere, og den con finder først sted i maj. XD Nej, jeg havde faktisk ikke tænkt over, at SVScon måske kunne annoncere flere events end J-Popcon, da vi satte deadline for første omgang events i SVScons eventteam - men nu hvor vi har, synes jeg det er lidt sjovt. Jeg ved godt, at kvantitet jo ikke nødvendigvis er lig med kvalitet, men stadig... J-Popcon burde kunne præstere mere end 18 events. Ellers kender jeg i hvert fald en person, som vil blive godt utilfreds...
Et event som jeg sætter stor pris på er forpremieren til Oppe på Valmuebakke. Der er købt billet til den. Dels ville jeg gerne se filmen, og så er 50 kr. jo super billigt. Det slår mig lige... bare folk nu ikke snakker for meget i biografen. XD
Cosplay fylder rigtig meget til J-Popcon, som nu kan prale af at have fire internationale kvalifikationer - selvom de godt nok kun har skrevet uddybende om tre af dem. Forudsat at alle dommerne er annonceret, vil der kun være udenlandske dommere i år. Det, synes jeg, er en skam. Hvad i al verden gør de, hvis nogle grupper laver acts på dansk. Ja, de kan selvfølgelig se og høre publikums reaktion, men det er bare ikke det samme, som selv at forstå, hvad der foregår. Jeg ser dog frem til begge cosplayshows - selvom de udhuler SVScosplayshow indtil videre. Cosplayshowet har altid været den store begivenhed i forbindelse med J-Popcon for mit vedkommende.
Jeg skal da nok også en tur i Artist Alley, dealerrummet, gameroomet osv., men der er ikke et bestemt område, jeg ser frem til. Der hvor jeg kommer til at tilbringe mest tid er nok på connens opholdsområder i snak med forskellige mennesker. Det, jeg er mest nysgerrig omkring, er om, hvordan de nye lokaler fungerer. Jeg er spændt på både at se de nye lokaler, og hvad de vil blive brugt til. Jeg kan dog mærke på mig selv, at jeg ikke ikke har kriller i maven ligesom mange andre deltagere. Jeg har endda også tænkt på, at det her nok bliver min sidste J-Popcon... det vil jeg vende igen efter connen. :p
Hallelujah J-pop~
SvarSletIndtilvidere er jeg dog mere positivt stemt end før!
Der kommer flere events end de annoncerede ;)
SvarSletProgrammet skulle også gerne snart komme op på hjemmesiden, det er ihvertfald færdigt nu.