torsdag den 26. december 2013

Lånt på biblioteket: King of Thorn

Læst: 6/6 bind
Genrer: sci.fi., action, drama
Manga-ka: Iwahara, Yuji
Japansk udgivelse: 2002-2005

Det er svært at sige meget om historien uden at afsløre for meget, da det er en lidt mere kompliceret historie, men jeg skal forsøge. Verden er blevet ramt af en mystisk sygdom, som får mennesker til at forstene. Virussen har fået navnet Medusa og frygtes af alle, fordi der ikke findes nogen kur. Hovedpersonen er pigen Kasumi, som er ramt af sygdommen ligesom sin tvillingesøster Shizuku. Ved lodtrækning får Kasumi lov til at blive en af de kun 160 inficerede, som får lov til at blive frosset ned, indtil man finder en kur. De heldige inficerede bliver samlet på noget der ligner en gammel borg udenpå, men som skjuler højteknologiske faciliteter heriblandt rummet med kapslerne, som de 160 skal fryses ned i. Alt går imidlertid ikke efter planen, for da Kasumi åbner øjnene igen efter at være blevet nedfrosset, er der beplantning og tornekrat over det hele. Dun, dun, duuuun.

Jeg besluttede mig for at låne King of Thorn, fordi den lød til at have en interessant historie - eller i hvert fald et interessant udgangspunkt. King of Thorn indeholder en sammenblanding af flere velkendte elementer omhyllet i en atmosfære af mystik. Historien er helt klart det, der trækker i King of Thorn. Det med, at der ligger noget mere bag det hele, men man ved ikke helt hvad, var noget af det, jeg godt kunne lide ved serien, da jeg læste den.
Personerne er stereotyper, men der er en interessant dynamik imellem dem, som bidrager til historien - af flere grunde. Hovedpersonen Kasumi vil måske ikke appellere til alle læsere. Nogle vil nok synes, at hun er for meget "damsel in distress", men hun udviser altså også noget handlekraft hen af vejen. Hvor elegant det er, kan diskuteres.

Jeg vil anbefale King of Thorn til læsere, der godt kan lide en kompliceret historie med en blanding af mystery og sci.fi. Pga. den mere komplicerede historie vil jeg sige, at man skal være teenager for at kaste sig ud i den. King of Thorn er ikke "let læsning". Det er den slags historie, som drager læseren ind og får en til at fordybe sig i universet og historien.

Der er også lavet en animefilmatisering af King of Thorn. I den er der dog nogle ændringer i historien. Det er især baggrundshistorien, som har lidt under overgangen til film. King of Thorn filmen er dog rigtig flot at se på og også ganske underholdende. Nogle vil synes, at den afviger for meget fra forlægget, imens andre vil nyde at se "en anden udgave af historien".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar