lørdag den 6. juni 2015

De vil huske SVS for hyggen og det sociale.

I dette blogindlæg vil jeg sammen med tre deltagere se tilbage på, hvad SVScon har betyder for dem. De har alle fået mange gode minder gennem årene. De har især sat pris på det sociale til connen, og det er også især det, der har fået dem til at vende tilbage til connen igen (og igen).


Natascha Oxholm Snede, 20 år, Århus: 5 SVSconner
For 5 år siden startede Nataschas interesse for japansk populærkultur. Hun læste mange manga'er - alt lige fra Kare First Love til Chobits - hun så også Naruto, men det var mest mangaerne, som interesserede hende, da hun elsker at læse. Hun finder også musikkulturen både fascinerende og anderledes. Hendes interesse opstod faktisk kort før, hun kom ind i fanmiljøet. SVScon 2011 var således hendes første arrangement. Det var en veninde, som spurgte, om hun ikke ville med. De fire første gange havde hun det dejlig nemt. Hun boede nemlig i Silkeborg, men her i år har hun måtte tage turen fra Århus - selvom det nu heller ikke er så langt fra Herning. Den korte afstand er da også noget, som Natascha virkelig har værdsat. "Jeg har altid, elsket det var i Herning - eller her i Jylland - for jeg må indrømme at tage til Kbh. er rimlig langt. Dog har jeg prøvet det i forhold til, jeg skulle til en anden con, men det var en stor skuffelse - og så bruger man så mange penge på en tur, der er til stor skuffelse. Det ikke sjovt. ;)
SVScon har haft stor betydning for hende. Dels har hun mange gode oplevelser fra connen, og dels har hun fået mange gode venner til den. Hun mødte faktisk en af sine bedste veninder til SVScon 2011, hvilket også er et af hendes bedste minder. "Da jeg mødte min bedste veninde (hun var klædt ud præcis mig som)." De cosplayede begge som Naruto fra Naruto Shippuden, og det var de matchende kostumer, som fik dem til at falde i snak. "og så spiste vi nudler sammen og tog billeder med hinanden. Derfra blev vi gode venner." Af andre gode minder nævner hun også bare det at møde folk med samme interesse for første gang samt hendes optræden i cosplayshowet. 
Da jeg spurgte hende, hvad der fik hende til at vende tilbage til SVScon år efter år, lød svaret: "Det var det sociale. Alle mennesker rendte rundt og hyggede sig. Man kunne råbe ''GRUPPEKRAM'' i midten af multihallen, og så ville størstedelen af menneskerne løbe hen til dig og lave det største gruppekram. Det var de nye mennesker, man møder og får et fantastisk venskab med. En stor del af tilbagevenden var også, at jeg fik mine venner, der boede så lang væk (som man ikke ser til hverdag). De kom til connen, og man vil jo gerne se dem igen." Nu hvor SVScon er stoppet, forsvinder der et mødested, så jeg spurgte, hvad de så gør nu. "Det er det triste. SVScon var ligesom mødestedet for de fleste af mine cosplayvenner og jeg. Der findes dog også cosplaywalks, som afholdes rundt omkring i Jylland for det meste, men jeg vil savne den hyggestemning, man fik til connen. Men hvad der kommer let, går let, og vi må finde en ny måde at mødes på (måske til en anden con?)."
Jeg sluttede med at spørge, om der var noget, hun ellers gerne ville nævne om SVScon, hvortil hun svarede: "Kun at SVScon virkelig var en fantastisk con med mange gode events og glade mennesker, man kunne virkelig se entusiasmen for hver con! Så mange tak for nogle fantastiske år! Den vil blive savnet, men jeg var også rebel til denne sidste SVScon. Jeg vendte båndet om, så den var hvid, og hvis folk spurgte hvorfor, sagde jeg, at det var, fordi det ikke er begravelsen, det er genfødslen, og at SVScon starter igen i år 2105-8005, da det var det omvendte af 2008-2015. :D"


Andrea Brønd, 20 år, Horsens: 3 SVSconner
Andrea har været interesseret i japansk populærkultur i en del år. Hun mener dog, at det for alvor tog fat, for omkring en 10 år siden. Hun mindes at have gået meget op i PokéMon, Beyblade, Digimon og den slags. Hun tror dog ikke, at hun på daværende tidspunkt var klar over, at det rent faktisk var fra Japan, men hun elskede stilen, som hun fandt anderledes i forhold til amerikanske serier, og hvad der ellers kørte af børne- og ungdomstv dengang. 
I dag går hun mest op i cosplaydelen. "Jeg har en helt fantastisk vennegruppe, hvor vi i fællesskab bringer vores ynglingsfigurer til live! Sågar min kæreste blev grebet af det kort efter, vi mødte hinanden. Det, jeg går mest op i, er måske ikke så meget selve manga/anime, men nok nærmere den følelse af accept der er i at færdes i et miljø, der går op i japansk popkultur. Jeg kan til tider føle, at jeg kunne have faldet lige så meget pladask for noget andet, men det var det faktum, at jeg havde en lille gruppe mennesker, som gik op i de her udenlandske tegneserier, at jeg blev hevet helt ind."
Hun begav sig for alvor ud i fanmiljøet omkring 2009, da hun gik i 7. klasse. "Det var efter min konfirmation, at jeg endelig kunne klippe mig korthåret, og vise hvem jeg var/er. Det viste sig, at jeg havde en barndomsveninde, der også gik op i den japanske popkultur, og vi fandt et nyt venskab i det." Hendes første arrangement i fanmiljøet var et lille møde på Viborg Bibliotek. Hendes første con var J-Popcon 2011, som hun tog til med en gruppe venner. Det var også til J-Popcon 2011, at hun hørte om SVScon, som efter sigende skulle være langt hyggeligere. Så i 2012 begav Andrea sig til sin første SVScon. Siden da er det også blevet til et besøg i 2013 og i år. Afstanden til SVScon i Herning har aldrig spillet den store rolle for hende, for hun har altid nemt kunne finde ud af noget med transport. 
Mht. SVScons betydning for hende, fortæller hun: "SVScon har haft den betydning, at den har bragt mig tættere på mine venner og veninder - uden SVS havde jeg ikke på samme måde kendt de personer, jeg gør i dag. Jeg vil ikke sige, at SVS har betydet alt for mig, men connen har været med til at skabe mig inden for dette miljø. Jeg er for evigt taknemmelig for de minder, som SVScon har givet mig - det er der heldigvis ingen der kan tage fra mig."
Hun har da også svært ved at udvælge hendes bedste minde. "Uha.. Den var værre.. Mit bedste minde er svært at pin-pointe.. Øhm.. Jeg tror, at det altid har været at se cosplayshowet - det har været noget, man har set frem til. Der er en hvis spænding over at gå ind i den store sal med scenen og vide, at folk har øvet sig og produceret deres eget show, som de så vil vise os den aften."
Det, der har fået hende til at vende tilbage til connen igen og igen, er dog den hyggelige og afslappede stemning. "Jeg har ikke følt et pres om at være opdateret om den nyeste serie eller blevet set skævt til.. Det har virkelig været et omfavnende event." Nu hvor der ikke kommer flere SVSconner, vil hun vende sit fokus mod J-Popcon. Hun har ikke sat sig ind i de nye typer af conner, der er poppet op, men hun nævner, at de også kunne være muligheder. "Jeg tror bare aldrig at det vil være det samme som at skulle til SVS." Som afslutning vil hun gerne sige: "Jeg har virkelig ondt af dem, der aldrig fik lov til at opleve SVS, som jeg/vi gjorde... og så vil jeg bare gerne sige tak for minderne."


Louise Buchhave Carstens, 18 år, Randers: 2 SVSconner
Billedet er taget af I.S Photography. Hvis I har lyst, kan I følge Louise på hendes Facebookside Loubuca Cosplay. Inden for japansk populærkultur går Louise mest op i cosplay, anime og manga. Hun blev introduceret til anime af manga af nogle venner. Det var også gennem venner, hun hørte om SVScon for første gang. 
For Louise har afstanden til SVScon ikke haft det store at sige. "SVS ligger okay tæt på, hvor jeg bor, så det var ikke rigtig et problem. Men det ville heller ikke have betydet så meget, da jeg var rigtig glad for SVS." Hun fortæller da også, at SVScon har betydet rigtig meget for hende. "Jeg synes klart, at det har været en af de hyggeligste conner, jeg har været med til, og jeg har mødt mange af mine meget gode venner der. Den havde bare generelt en god stemning. c: Det var også fedt, at det ikke var rent strengt japansk tema, så der f.eks. også var en League of Legends quiz og lignende. Det er fedt at se mange forskellige cosplays, og det gjorde man i hvert fald til SVS. ^^
Hun kan heller ikke begrænse sig til en ting, da jeg spørger til hendes bedste minde. "Jeg tror, det har været bare generelt det hele ved SVS: 
- at mødes med mine gode venner, som jeg ikke har set længe. 
- at spille forskellige spil sent om natten, 
- Cosplayshowet fordi det er så hyggeligt, og bare måden det er i forhold til de andre conner. Jeg kan godt lide, at det bare var gruppenavnet, som blev sagt, og ikke hvem der cosplayede hvad, da det giver mulighed for overraskelser. 
- stemningen til connen. 
- Dejligt og venligt staff.
Så ja.. Bare alt! ^^"
Til spørgsmålet om, hvad hun gør nu, hvor der ikke bliver afholdt flere SVSconner, svarer hun: "Altså, det er selvfølgelig meget trist, da det var min yndlingscon i Danmark, men der er jo som sagt ikke meget at gøre ved det. Jeg synes, det fik en fin afslutning. Fremover vil jeg bare fortsætte med at tage til de andre conner, jeg plejer (Genki, J-Pop og Kōyōcon). Og så er også nogle nye, som starter op næste år. Der er også Hydracon, men den regner jeg ikke med at prøve i år, da den ligger lige efter Genki, så jeg ville nok ikke have råd til det med hensyn til transport og forbrug på connen - men måske næste år, det må jeg tage til den tid. Generelt er jeg kun taget til de store eller "større" conner i Danmark, da de fleste små, såsom Aicon og Tomocon, ligger på Sjælland og Fyn, og min økonomi rækker ikke til, at jeg kan tage afsted til de mindre conner også."
Til slut vil hun gerne sige: "Jeg synes, det har været fantastisk at være med, på trods af at det kun var 2 gange, jeg endte med at komme med. Så tak til alle arrangørerne, gophere, deltagerne, mine venner og alle andre, der har været med til at gøre SVScon til, hvad jeg - og mange andre - vil huske som værende "Danmarks hyggeligste convention!" ^^"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar