Om 40 dage går det løs igen i Farum Arena til Genki. Som optakt til connen bringer jeg interviews med fire kommende deltagere. Det første er med Josefine Hansen på 23 år fra Greve. Hun er en rigtig Genki-veteran, så her i interviewet får vi både set tilbage på tidligere conner og vendt den kommende.
Jeg har deltaget til Genki hvert år fra, da de startede tilbage i Valby Kulturhus i 2009, så det her vil nu være min 7. Genki.
Hvordan hørte du om Genki i sin tid?
Jeg fik en kort besked fra en ven, om at der ville komme en ny ”hygge”-convention, som der var begrænsede pladser til. Hun var en af arrangørerne bag det dengang og ønskede at sprede budskabet blandt vennerne, især fordi billetten kun kostede 75 kr. Så det var en meget overskuelig pris at bruge på en convention.
Hvad var dit første indtryk af Genki dengang?
Det var en meget lille (kun dele af lokalerne i Kulturhuset var lejet) men en meget hyggelig convention. Alting var så overskueligt, da der kun havde været 150 billetter til salg, og det var rart for en gangs skyld at kunne gå rundt på conventionområdet uden store flokke af mennesker og lange køer, som man havde været vant til med J-Popcon. Det var mest af alt bare en hygge ting, hvor man hang ud med vennerne, og så var der nogle små events rundt omkring, man kunne deltage i samt et lille cosplayshow.
Hvad får dig til at vende tilbage til Genki år efter år?
Muligheden for at kunne mødes med mine venner og kunne lave kostumer, der egner sig bedre til det varmere vejr end f.eks. J-Popcon, hvor det er væsentlig koldere. Derudover er det også craftmanship-konkurrencen, der har gjort, at jeg ville deltage igen og igen, fordi der her var mest fokus på kostumet og ikke optræden. Så man havde mulighed for at fordybe sig i et kostume uden også at skulle tænke på, at det skulle bruges i en optræden.
Hvordan synes du, at Genki har udviklet sig gennem årene?
Det er blevet væsentligt større siden deres start, ambitionsniveauet er også steget meget ved, at de har fået nogle internationale cosplaykvalifikationer så som NCC og nu CCCC (C4). Derudover er der også kommet mere fokus på at have temaer til hver convention, og at der hele tiden er noget for enhver smag i forhold til events og paneler.
Genki har været afholdt i både Valby Kulturhus, Roskilde Kongres- og Idrætscenter samt Farum Arena. Hvilken lokation kunne du personlig bedst lide og hvorfor?
Uh, jeg må nok sige at jeg bedst kunne lide Roskilde Kongres- og Idrætscenter, da jeg i forvejen kender Roskilde godt. Selve conventionen var virkelig god, da den var i gåafstand til flere mad- og indkøbssteder og ikke for langt væk fra offentlig transport, men man var stadig lidt afsides. Derudover elskede jeg den hal, hvor der var cosplayshow og lignende i 2012, da der var god plads og lysshowet var fantastisk. Det var også rart at have græsarealerne udenfor, hvor folk kunne sidde og slappe af – nu mest fordi der var godt vejr de to år Genki var der.
Hvilken Genki har efter din mening været den bedste og hvorfor?
Jeg tror næsten, det må være Genki 2012. Selvom jeg fire dage forinden var kommet hjem fra Japan og World Cosplay Summit, så var det nogle afslappende dage, hvor jeg kunne være sammen med mine venner og bare sidde og nyde nogle gode events og shows. Stemningen var ret afslappet, og jeg elskede især åbningsshowet det år med One Piece-gruppen, der vandt ”Most Genki” året før. Det var virkelig underholdende og en perfekt måde at starte conventionen på.
Hvordan er dine forventninger til Genki 2015?
At det bliver afslappende og hyggeligt med nogle interessante events og shows. Jeg håber, at sidste års problemer med bagage og sovesale bliver ordnet bedre i år, og at det bliver en behagelig convention for alle. Nu hvor det er tredje år, Genki bliver afholdt i Farum Arena, håber jeg, at de er blevet bedre bekendte med stedet og får overholdt deadlines.
Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
At se hvad andre folk har fået lavet af projekter, især hos mine venner, hvor jeg ved, de har siddet og arbejdet længe med projektet. Jeg er især spændt på craftmanship konkurrencen, hvor jeg i år ikke selv deltager men kan sidde og se de flotte kostumer og ikke selv stresse over kostumer. Derudover skal jeg lave et cosplayprojekt sammen med en god veninde, som vi har planlagt i lang tid og nu endelig har tid til at få lavet og med karakterer, som vi begge holder meget af.
Hvad synes du om det foreløbige program?
Det ser meget fint ud, jeg synes, det er ret godt, at de har puttet nogle buffere ind forskellige steder i tilfælde af forsinkelser – vi er jo ikke altid selv herre over ting. Der kan være noget, der går galt. Jeg kan godt lide, hvordan de forskellige ting er delt op i farvekoder, det gør det at læse programmet mere overskueligt.
Hvad synes du om temaet med japanske gameshows?
Det er et ret interessant tema, og jeg er spændt på at se, hvordan det vil blive brugt i løbet af conventionen. Jeg har ikke selv fulgt med i japanske gameshows, men jeg har fornemmelse af, at nogle af dem kan være ret morsomme eller mærkelige. Så jeg er spændt på at se Genkis fortolkning og brug af disse.
Hvor meget betyder de forskellige gæster for dig?
Jeg synes, at det er fedt, at det ikke kun er cosplaygæster i år men også nogle danske youtubers, så det hele ikke bliver centreret omkring cosplay, da det ikke er alle, der er interesseret i dette. De udenlandske dommere, der er blevet annonceret, synes jeg, virker spændende - især en af dem, som har lavet en masse rustningsting. Jeg kan godt lide, at der en blandet gruppe af dommere, så nogle er gode til syning, andre styling af wigs, make-up, optræden, props, eller rustninger. De danske cosplaygæster kender jeg godt og synes, det er et godt hold, de har valgt, da de hver især har forskellige kvalifikationer inden for cosplay.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar