tirsdag den 15. april 2014

Lise ser frem til at give den gas som gopher.

Dette er mit 3. og sidste optaktsinterview - i hvert fald for nu. Jeg kommer jo nok også til at skrive en del SVS-relaterede blogindlæg alligevel. ^^ En vigtig spiller til alle conner er den frivillige hjælper - eller gopheren som denne kaldes til SVScon. Som gopher ser man connen fra en anden side, så derfor ville jeg gerne lave et interview med en af dem. Det blev så Lise Trelborg.


Hvor gammel er du?
Jeg er 19 år gammel.

Hvor bor du?
I Herning, i bydelen ud mod Tjørring

Er det første gang, du skal være med til SVScon?
Nej, det er min 6. gang. Jeg har været med hvert år siden 2009.

Er det første gang, du skal være gopher til SVScon?
Ja

Har du været gopher andre steder?
Nej. Min økonomi tillader mig ikke at deltage i conner, som ligger længere væk, end hvad jeg kan nå med cykel. ^^;

Hvorfor har du valgt at melde dig som gopher til SVScon 2014?
Jeg så på deres hjemmeside, at de søgte gophere. Jeg kender også mange, som er gophere og glade for det, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne hjælpe til med, hvad jeg kan. 

Hvor meget påvirkede goderne ved at være gopher dig, da du bestemte dig for at melde dig til? Sagt på en anden måde: Ville du have meldt dig, hvis der ingen goder havde været? Hvilke goder lægger du mest vægt på?
Jeg ville have meldt mig uanset hvad, da SVScon har givet mig en hel masse venskaber og oplevelser, men jeg har da overvejet, de goder der er ved at være gopher - blandt andet den sikrede soveplads, da jeg har nogle personlige problemer med søvn. (Det - og så bøllehatten ;) )

Hvad er dine forventninger til gopherarbejdet?
Jeg forventer, at det bliver hyggeligt og giver mig nogle nye kontakter i fanmiljøet, men samtidig stiller mig nogle udfordringer, som jeg kan vinde erfaring af. Jeg forventer selvfølgelig også, at jeg skal arbejde hårdt, når jeg har vagter, og når jeg hjælper med andre opgaver, og det er jeg selvfølgelig også indstillet på. Det er jo arbejde, men forhåbentligt et sjovt et af slagsen.

Hvad ser du mest frem til både mht. at være gopher og selve connen?
Jeg ser rigtig meget frem til at komme tæt på konkurrencer og events på en måde, jeg ikke før har været vandt til. Desuden glæder jeg mig til at se connen fra en anden vinkel end bare at være deltager. Ved selve connen glæder jeg mig som altid mest til det store show om lørdagen inklusiv Anime Dating Game samt de større quizzer (Mand eller kvinde og Holdquiz især).

Er der nogen events, som du håber at blive sat på som hjælper til?
Jeg tror, det kunne være rigtig sjovt at være hjælper til de mindre events, som foregår i rummene over cafeteriet, da jeg ofte er med der selv og altid oplever dem som en meget sjov og intens oplevelse, som jeg godt kunne tænke mig at se fra den anden side end deltagerens. Desuden synes jeg, det kunne være sjovt at hjælpe med til det store cosplayshow lørdag aften.

Hvor tidligt regner du med at møde op før connen og hjælpe til?
Jeg regner med at møde op torsdag og hjælpe med at sætte tingene op, og så tager jeg derhen kort efter, jeg har fået fri fra skole fredag. Jeg skal have det hele med; at stille op og gøre klar er jo en del af oplevelsen, som jeg får med i år.

Og hvad med oprydningen...? Bliver du så også til den bitre ende der?
Ja, det håber jeg på. Jeg bliver i hvert fald så længe, jeg kan komme til det. Jeg har jo påtaget mig en del af ansvaret, da jeg meldte mig som gopher.

Fedt at høre, at du er så entusiastisk omkring gopherabejdet. ^^
Jeg skylder SVScon og alle de dejlige mennesker, jeg kender derfra, en stor del af min daglige glæde, så det er det mindste jeg kan gøre.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar