De første fire serier i min Top 20 countdown var ret forskellige, når det kom til handling og stil. Det samme gælder egentlig de næste fire. Nr. 16-13 kommer vidt omkring - lige fra krimithriller til klassisk magical girl, mecha og shoujo romance.
Full Metal Panic! er senere blevet efterfulgt af spin off'en Full Metal Panic? Fumoffu og fortsættelsen Full Metal Panic! The Second Raid. Jeg har bevidst valgt IKKE at inkludere dem på min Top 20-liste, selvom jeg tidligere har slået sæsoner sammen. Jeg synes nemlig ikke, at hverken Fumoffu eller The Second Raid er på højde med den den oprindelige FMP. Fumoffu er ren humor - og ved det også selv. The Second Raid ryger i den anden grøft og går for meget i "emo-mode".
Mithril er en uafhængig militærorganisation, som har fået til opgave at beskytte Chidori Kaname, da hun muligvis er en såkaldt "Whispered". Der er egentlig ikke et større plot i FMP. Sosuke Sagara har godt nok sin fortløbende mission med at beskytte Chidori, men derudover kommer der mange andre missioner ind i billedet. Sosuke har også en nemesis, som ofte står på fjendens side. Ved et gensyn med serien viste det sig dog, at high school comedy fylder meget mere i serien, end jeg egentlig huskede. Jeg kan godt lide, at FMP har en fjollet side, men det er de actionfyldte og dramatiske scener, som jeg virkelig husker derfra.
Jeg synes også, at personerne i FMP går rigtig godt i spil med hinanden. Der er en god dynamik - som til tider er ret heftig. Personerne har hver deres interessante sider. Der er dog mest fokus på Sosuke og Chidori, men Sosuke er også den person, som jeg bedst kan lide. ^^
15. Kimi ni Todoke
Oprindeligt havde jeg faktisk placeret Kimi ni Todoke længere oppe på listen, men ved nærmere eftersyn er det ikke en helt så velafrundet serie, som nogle af de andre. Kimi ni Todoke er en virkelig sød historie, og jeg elsker flere af personerne deri, så derfor er jeg også ret overbærende med den langsomme hastighed, som historien skrider frem med. Den lave hastighed gør dog, at Kimi ni Todoke ikke får leveret en egentlig afslutning. Samtidig gør det dog også, at vi får lov til at se mere til bipersonerne, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Kunne det hele have skredet hurtigere frem... ja, sagtens, men jeg nød stadig hvert eneste øjeblik, så for mig gør det ikke så meget.
Kimi ni Todoke handler om pigen Sawako, som ikke er så god til at tage kontakt til andre mennesker. Det gør det heller ikke nemmere, at hun bliver kaldt Sadako, fordi hun minder om hende fra The Ring. De misforstår hende - og hun ofte dem. Det hele begynder dog at ændre sig, efter hun møder drengen Kazehaya. Sawako får mere mod på at finde venner, og det lykkedes hende da også at få to MEGET trofaste veninder i form af Ayane og Chizuru. Lige så stille kommer Sawako mere og mere ud af sin skal.
Vi følger personerne igennem deres hverdag med skole, udflugter og aktiviteter. Kimi ni Todoke er en stille og rolig serie, som er meget nede på jorden. Der er skam også både drama og skøn humor, så det er ikke, fordi der ikke sker noget i serien. Der er selvfølgelig også en blomstrende romance eller to, men jeg så ikke så meget Kimi ni Todoke for at finde ud af, hvem der får hvem. Jeg så den for personerne og for at følge den udvikling, de gennemgår via relationerne til andre. Kimi ni Todoke er sådan en serie, som man bliver glad af at se, og som varmer en om hjertet.
Jeg har valgt ikke at inkludere Kimi ni Todoke 2nd Season på listen, da jeg synes, at den sætter Sawakos udvikling fra sæson 1 fuldstændig til side og nærmest bare gør hende endnu mere usikker på sig selv, og det bryder jeg mig ikke om. Den er stadig værd at se, da den jo fortæller videre på historien, men den er ikke lige så god som første sæson.
14. Monster
Selvom Monster i min optik er lang (74 eps.), bliver den aldrig kedelig. Der dukker hele tiden nye twists og personer op, som tilføjer nye dele til puslespillet - og hvilket puslespil.
Hovedpersonen er kirurgen Tenma, som er forlovet med hospitaldirektørens datter og godt på vej til at gøre stor karriere. Han sætter dog det hele over styr, da han en dag vælger at operere en lille dreng, som ankom først, i stedet for en højtstående politiker. Tenma fjerner en kugle fra drengens hoved og redder dermed hans liv - en handling som får stor betydning for Tenmas liv. Drengen vender nemlig tilbage som voksen og vil vise sin taknemmelighed. Desværre resulterer det i, at Tenma bliver anklaget for mord og må tage flugten og indlede jagten på drengen Johan. Historien starter i Tyskland, men undervejs kommer vi rundt flere steder i Europa. I sin jagt på Johan forsøger Tenma også at løse mysteriet omkring Johans fortid.
Det mest oplagte ville være at antage, at titlen "Monster" omtaler Johan, men gør den nu også det...? Igennem serien ser vi mange eksempler på den grusomhed og ondskab, som findes i mennesker, og man spørger sig selv, hvem det virkelige monster egentlig er. Monster handler ikke bare om jagten på en morder. Den handler faktisk meget om identitet. Monster er en mere kompleks historie med mange sidehistorier, som bidrager til den overordnede fortælling. Det hele spiller virkelig godt sammen, hvilket jo er noget, som betyder meget hos mig. Jeg blev virkelig draget ind i mysterierne og den måde karakterernes historier forvikles ind i hinanden.
Monster henvender sig til et voksent publikum - både med sin historie og sin kompleksitet. Det kan også godt være en lidt tung anime, så det er ikke en man skal sætte på, når man halvvågen lige skal se en eps., inden man skal sove. Der er nemlig mange detaljer, som er vigtige at få med.
Stilen i Monster passer rigtig godt til historien. Det er desuden den anime, som jeg har set, der er mest tro imod sit mangaforlæg - både mht. tegnestil og historie. Farverne er nedtonede uden at blive udvaskede. Personerne er tegnet i en forholdsvis realistisk streg. Begge dele er med til at sætte stemningen i Monster. Jeg husker ikke rigtig soundtracket ud over OP og ED, men jeg husker, at jeg flere gange havde en eeriee og uhyggelig fornemmelse, da jeg så serien. Som seer sidder man med tvivlen; er der overnaturlige kræfter på spil...?
Hovedpersonen er kirurgen Tenma, som er forlovet med hospitaldirektørens datter og godt på vej til at gøre stor karriere. Han sætter dog det hele over styr, da han en dag vælger at operere en lille dreng, som ankom først, i stedet for en højtstående politiker. Tenma fjerner en kugle fra drengens hoved og redder dermed hans liv - en handling som får stor betydning for Tenmas liv. Drengen vender nemlig tilbage som voksen og vil vise sin taknemmelighed. Desværre resulterer det i, at Tenma bliver anklaget for mord og må tage flugten og indlede jagten på drengen Johan. Historien starter i Tyskland, men undervejs kommer vi rundt flere steder i Europa. I sin jagt på Johan forsøger Tenma også at løse mysteriet omkring Johans fortid.
Det mest oplagte ville være at antage, at titlen "Monster" omtaler Johan, men gør den nu også det...? Igennem serien ser vi mange eksempler på den grusomhed og ondskab, som findes i mennesker, og man spørger sig selv, hvem det virkelige monster egentlig er. Monster handler ikke bare om jagten på en morder. Den handler faktisk meget om identitet. Monster er en mere kompleks historie med mange sidehistorier, som bidrager til den overordnede fortælling. Det hele spiller virkelig godt sammen, hvilket jo er noget, som betyder meget hos mig. Jeg blev virkelig draget ind i mysterierne og den måde karakterernes historier forvikles ind i hinanden.
Monster henvender sig til et voksent publikum - både med sin historie og sin kompleksitet. Det kan også godt være en lidt tung anime, så det er ikke en man skal sætte på, når man halvvågen lige skal se en eps., inden man skal sove. Der er nemlig mange detaljer, som er vigtige at få med.
Stilen i Monster passer rigtig godt til historien. Det er desuden den anime, som jeg har set, der er mest tro imod sit mangaforlæg - både mht. tegnestil og historie. Farverne er nedtonede uden at blive udvaskede. Personerne er tegnet i en forholdsvis realistisk streg. Begge dele er med til at sætte stemningen i Monster. Jeg husker ikke rigtig soundtracket ud over OP og ED, men jeg husker, at jeg flere gange havde en eeriee og uhyggelig fornemmelse, da jeg så serien. Som seer sidder man med tvivlen; er der overnaturlige kræfter på spil...?
Sailor Moon var ikke den første anime, jeg så, men det var den der gjorde mig til fan! Sailor Moon-anime'en består af 5 sæsoner, hvor nogle er bedre end andre. Jeg har her udvalgt den, jeg bedst kan lide. Valget stod imellem S og R, men da jeg er stor fan af "the outer senshis", og de først kommer med i S, blev det den. Sailor Moon som karakter burde ikke kræve den store introduktion, men hvad de forskellige sæsoner handler om, er nok en anden sag.
I Sailor Moon S trues Jorden af aliens kaldet Death Busters. Rei/Sailor Mars ser et varsel om den kommende "stilhed" i sin drøm, og den er så forfærdelig, at hun ikke tør fortælle de andre om det. Oven i hendes sorger kommer to nye Sailorkrigere, som ikke har i sinde at arbejde sammen med de oprindelige 5. Ligesom Death Busters er de på jagt efter de tre talismaner, som skal bruges til at hidkalde den hellige gral. Talismanerne skulle angiveligt være skjult i renhjertede personer. Death Busters føres an af en doktor, som kan fremavle såkaldte daimons. Disse starter som æg og finder så en genstand i nærheden af det udvalgte mål, som denne besætter og levendegør i en dæmon-genstandsform - nogle mere tåbelige end andre... XD Herunder ser I: computer, støvsuger og racerbil.
Sailor Moon er en anime med lidt af det hele. Der er romance, comedy, drama og (magical girl) action. Sailor Moon S byder også på et stort persongalleri, så der er god mulighed for at finde nogen, som man kan relatere til og/eller sympatisere med. Umiddelbart vil mange sige, at Sailor Moon er klassisk god vs. ond, men der er faktisk flere niveauer i det. Musikken er fænomenal i de følelsesladede scener og havde også en stor indvirkning på mig. Jeg tudede så meget da SPOILER: Neptun ofrer sig for Uranus. Ja, faktisk har jeg tudet en del til Sailor Moon-serierne sådan generelt.
Personernes relationer spiller en stor rolle, og jeg kunne godt have tænkt mig, at serien havde gået endnu mere i dybden med flere af dem. Ikke desto mindre holder jeg virkelig meget af Sailor Moon-serierne. De har mange gode budskaber uden at blive prædikende. Sailor Moon S er især god, fordi der bliver tilføjet nogle nye personer i form af Uranus og Neptun (se ovenfor), som bevæger sig mere i en gråzone og ikke er totalt goody good ligesom Sailor Moon selv. De giver noget godt modspil. Og så elsker jeg bare humoren i Sailor Moon, som igen er understøttet godt af musikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar