I denne dele af min countdown kommer vi også vidt omkring. Der er både psykologisk sci.fi. mecha, højtflyvende eventyr, humoristisk udviklingshistorie og fantasydrama-komedie. Fælles for disse fire historier er, at de er ret helstøbte og har noget at tilbyde mig som seer på flere plan.
Jeg blev fuldstændig blæst væk allerede i eps. 1 af Evangelion. Jeg så hver episode en 2-3 gange, før jeg gik videre til den næste, selvom det var crappy kvalitet. Jeg blev virkelig imponeret over den dybde, som serien har. Evangelion var den første mere voksne anime, som jeg så. Indtil da havde jeg stortset bare set serier som Dragonball, Digimon og Sailor Moon.
Jeg må hellere slå fast, at den, jeg her taler om, er den originale Neon Genesis Evangelion tv-serie. Evangelion burde ikke kræve den store introduktion - især fordi den nu har fået en slags renæssance med den nye Rebuild filmserie, selvom denne fortæller en noget anden historie - især efter film nr. 1.
Evangelion var også mit første møde med mechaer. Jeg blev fanget af historien bag deres skabelse og den måde de fungerer. Selvom der ikke er samme tanker bag mechaerne i andre serier, går jeg ikke af vejen for en god mecha - ja nogle gange kan jeg faktisk blive ramt af en stor lyst til at se mecha. Dette skete f.eks. efter jeg så Pacific Rim.
Selvom mechaerne spiller en stor rolle, så er det personerne og deres indre konflikter, som Anno (instruktøren) virkelig gerne vil fortælle om i Evangelion - primært Shinji. ALLE personerne i Evangelion har brister, fejl og psykiske ar - nogle dybere end andre. Set realistisk på det, virker det som en rigtig dårlig ide at putte Jordens skæbne i hænderne på en ustabil teenager, men han vil jo så gerne vinde sin fars anerkendelse, så mon ikke det går. Flere af personerne stræber faktisk efter anerkendelse og kærlighed. Det er spændende at se dem kæmpe med deres indre dæmoner, men man kan heller ikke lade være med at tænke, at hold da op hvor hader Anno sine karakterer, for der sker SÅ meget lort for dem. Man skal bestemt ikke se Evangelion, hvis man har brug for at komme i godt humør. XD
Jeg finder også det psykologiske aspekt meget interessant. De religiøse og symbolske sætter nemlig gang i de små grå, hvilket jeg godt kan lide. Evangelion er en anime, som man kommer til at tænke over - længe! Efterfølgende brugte jeg i hvert fald rigtig meget tid på at søge Internettet tyndt for ekstra information omkring forskellige elementer og symboler samt teorier.
Evangelion tog mig med storm, og da jeg som 14-15-årig så den første gang, strøg den direkte ind på 1. pladsen. Siden da er den faldet nedad på listen, for den har nogle mangler. Det er så tydeligt, at Gainax i løbet af produktionen fik udtømt nogle ressourcer, således faldt mængden af animation hen mod slutningen. Særlig i de to sidste eps. er der utrolig meget tale hen over stillbilleder, og jeg tror det bunder mere ud i økonomiske problemer end et stilistisk valg. Evangelion er dog så heldig, at det i mange tilfælde fungere for serien at gøre det på denne måde, fordi det netop er en dialog, der foregår inden i personer.
11. Last Exile
Last Exile fortælle historien om barndomsvennerne Claus og Lavie. De arbejder som bude og flyver varer og beskeder rundt i deres vanship. En dag overtager de en mystisk last fra en anden budbringer. Lasten består af pigen Alvis, som viser sig at være en vigtig brik i et større spil. De ender alle tre om bord på skibet Silvana, som har lidt af et ry for at være farligt. Claus, Lavie og deres vanship forvikles også ind i krigen mellem de to områder Disith og Anatory - for ikke at glemme Silvanas kaptajns personlige vendetta imod lederen af the Guild.
Last Exile foregår i et spændende univers med mange facetter. Historien udvikler sig ligeledes til at være fængende. Det skyldes især de mange interessante personer, som man følger. Selvom vi ikke får alle personernes baggrundshistorier, så føles de som afrundede personer og ikke overfladiske stereotyper. Der er både drama, action og spænding - og ind imellem er der scener, som virkelig bringer et smil frem på læberne hos en. Det hele krydres med lækker musik, som passer virkelig godt til de forskellige scener. Det er både de store dramatiske musikstykker til luftkampene og de mere legende musikstykker til kapløbene med vanships. Der er mange historier i historien, men personernes skæbner og veje vikles sammen på en måde, der virker naturlig og ikke forceret.
Last Exile fik i 2011 en efterfølger i form af Last Exile: Ginyoku no Fam, der dog burde have hedder "Many Exiles". Jeg vil anbefale alle at holde sig langt væk fra det skidt, for der er meget få elementer tilbage fra Last Exile, som er kommet med over. Det er Last Exile "moe-ficeret", og hvor det virker som om, at historien aldrig er blevet gennemtænkt. Det hele er utrolig usammenhængende. Ginyoku no Fam mangler alt det, som gør Last Exile god. Den eneste glæde jeg fik ud af at se den, var et gensyn med nogle af personerne fra Last Exile.
Nodame Cantabile er sådan en serie, som man bliver glad af at se. Jeg kan rigtig godt lide humoren og personerne i den - faktisk er den kvindelige hovedperson Nodame en af mine yndlingsanimefigurer. ^^
Nodame Cantabile følger Chiaki, som er en talentfuld klaverspiller, der går på musikskole. Han drømmer dog i virkeligheden om at blive dirigent. Chiaki er arrogant, perfektionistisk og fuldstændig overbevist om sine egne fantastiske evner. Han ser ned på andre og irriteres over deres manglende musikalske evner. Nodame har virkelig øre for musik, men hun spiller ukontrolleret og efter sin fornemmelse. Hendes lejlighed ligner en losseplads, hun glemmer at gå i bad og mangler ofte mad. Skæbnen vil, at de to har lejlighed ved siden af hinanden, og at de kommer til at arbejde sammen på skolen.
Til persongalleriet tilføjes løbende flere "skæve" personligheder som Mine Ryuutarou , der præsenteres ligesom Chiaki, men ikke har samme talent, den feminine tampanospiller Okuyama Masumi og den eccentriske Milch/Stressemann. Nodame Cantabile følger så livet på musikskolen, og personernes privatliv - med hovedfokus på Nodame og Chiaki. I Paris-hen rejser Nodame og Chiaki til Paris (surprise) og fortsætter deres personlige og musikalske udvikling. Der skiftes bipersonerne ud, men de nye er skam lige så farverige, som dem fra første sæson. 3. sæson fortsætter, hvor Paris-hen sluttede med mere udvikling.
Jeg holder af Nodame Cantabile pga. personerne, deres relationer og den måde, de interagerer på. Det er en fornøjelse at se dem folde sig ud. For at kunne lide Nodame Cantabile, er man næsten nødt til at kunne lide Nodame. Hendes personlighed fylder nemlig rigtig meget. Der er en herlig humor i serien, som især bæres af Nodame og Chiakis scener sammen. Musikken betyder naturligvis også rigtig meget. Dels spiller personerne jo meget klassisk musik, og dels understøtter musikken de forskellige scener virkelig godt - især de humoristiske. Mange vil sige, at Nodame Cantabile handler om musik. Jeg vil sige, at den handler om personlig udvikling igennem musik og mødet med andre mennesker. Personudvikling er noget af det, jeg vægter utrolig meget i en anime. Det gør serien interessant og dynamisk. Apropos dynamik så er denne virkelig god mellem personerne. Det er aldrig kedeligt at følge deres hverdag.
Nodame Cantabile minder på mange måder om Honey and Clover, som I vil finde længere oppe på listen. Den har de samme bløde pastelfarver, som minder om vandfarver. Desuden følger de begge unge voksne gennem deres udvikling. Jeg føler dog, at Honey and Clover kommer mere i dybden med sine personer, hvilket er grunden til, at Nodame Cantabile "må nøjes" med en 10. plads på listen. Det er stadig nogle fantastiske personerne, der befolker Nodame Cantabile. Nodame Cantabile er en feel-good humoristisk serie med masser af personudvikling gennem de dilemmaer og konflikter, som man kan falde over på livets vej.
Nodame Cantabile følger Chiaki, som er en talentfuld klaverspiller, der går på musikskole. Han drømmer dog i virkeligheden om at blive dirigent. Chiaki er arrogant, perfektionistisk og fuldstændig overbevist om sine egne fantastiske evner. Han ser ned på andre og irriteres over deres manglende musikalske evner. Nodame har virkelig øre for musik, men hun spiller ukontrolleret og efter sin fornemmelse. Hendes lejlighed ligner en losseplads, hun glemmer at gå i bad og mangler ofte mad. Skæbnen vil, at de to har lejlighed ved siden af hinanden, og at de kommer til at arbejde sammen på skolen.
Til persongalleriet tilføjes løbende flere "skæve" personligheder som Mine Ryuutarou , der præsenteres ligesom Chiaki, men ikke har samme talent, den feminine tampanospiller Okuyama Masumi og den eccentriske Milch/Stressemann. Nodame Cantabile følger så livet på musikskolen, og personernes privatliv - med hovedfokus på Nodame og Chiaki. I Paris-hen rejser Nodame og Chiaki til Paris (surprise) og fortsætter deres personlige og musikalske udvikling. Der skiftes bipersonerne ud, men de nye er skam lige så farverige, som dem fra første sæson. 3. sæson fortsætter, hvor Paris-hen sluttede med mere udvikling.
Jeg holder af Nodame Cantabile pga. personerne, deres relationer og den måde, de interagerer på. Det er en fornøjelse at se dem folde sig ud. For at kunne lide Nodame Cantabile, er man næsten nødt til at kunne lide Nodame. Hendes personlighed fylder nemlig rigtig meget. Der er en herlig humor i serien, som især bæres af Nodame og Chiakis scener sammen. Musikken betyder naturligvis også rigtig meget. Dels spiller personerne jo meget klassisk musik, og dels understøtter musikken de forskellige scener virkelig godt - især de humoristiske. Mange vil sige, at Nodame Cantabile handler om musik. Jeg vil sige, at den handler om personlig udvikling igennem musik og mødet med andre mennesker. Personudvikling er noget af det, jeg vægter utrolig meget i en anime. Det gør serien interessant og dynamisk. Apropos dynamik så er denne virkelig god mellem personerne. Det er aldrig kedeligt at følge deres hverdag.
Nodame Cantabile minder på mange måder om Honey and Clover, som I vil finde længere oppe på listen. Den har de samme bløde pastelfarver, som minder om vandfarver. Desuden følger de begge unge voksne gennem deres udvikling. Jeg føler dog, at Honey and Clover kommer mere i dybden med sine personer, hvilket er grunden til, at Nodame Cantabile "må nøjes" med en 10. plads på listen. Det er stadig nogle fantastiske personerne, der befolker Nodame Cantabile. Nodame Cantabile er en feel-good humoristisk serie med masser af personudvikling gennem de dilemmaer og konflikter, som man kan falde over på livets vej.
9. Mai-HiME
Det er vel snart 10 år siden, at jeg så My-HiME for første gang. Jeg blev grebet af serien pga. dens mystik og setting. My-HiME er dog en meget velafrundet og balanceret serie, som favner bredt. Den har både drama, humor, action, romance, fantasy og en smule mystik.
Serien følger Tokiha Mai (pigen til venstre på det ovenstående billede), der sammen med sin lillebror skal starte på Fuuka Academy. Det viser sig dog, at det ikke er en helt almindelig skole, de skal gå på. Skolens leder har i skjul samlet såkaldte HiME på Fuka for at bekæmpe monstre som kaldes Orphans - og Mai er naturligvis en af dem. HiME står for Highly-advanced Materializing Equipment. Alle HiME besidder specielle kræfter og er i stand til at tilkalde et Child. Hvis de vælger at kæmpe, må de sætte det, der er vigtigst for dem på spil.
I eps. 8 kommer der et twist, som for alvor sætter skub i dramadelen og romancedelen af serien for den sags skyld. Der kommer flere twists undervejs, hvilket er med til at gøre serien mere spændende og interessant. Det bedste ved serien er plottet og dets indvirkning på personerne - og personer er der mange af. Denne serie handler nemlig i lige så høj grad om at redde verden som om mennesket og dets følelser. Den handler om det komplekse følelseskaos, der finder sted indeni os alle sammen, især når vi er forelskede. Det kan gøre os forvirrede og fortabte, men det gør os også levende. Mange af pigerne i serien forsøger egentlig bare at finde ud af, hvad de føler, og hvad de egentlig ønsker. Dette gælder i høj grad Mai, som der også er mest fokus på.
Musikken er lavet af Yuki Kajiura, og den er det, jeg vil kalde "klassisk Yuki Kajiura". Af nyere anime har hun lavet musik til bl.a. Sword Art Online og Madoka. Hun laver noget rigtig godt musik til især fantasy anime. De bedste musikstykker i My-HiME bliver brugt under kampscenerne og de mere dramatiske scener. Musikken formår virkelig at underbygge handlingen og personernes følelser.
Jeg vil anbefale My-HiME til folk, der godt kan lide en serie med mange forskellige elementer, hvor der veksles mellem alvor og sjov.
Serien følger Tokiha Mai (pigen til venstre på det ovenstående billede), der sammen med sin lillebror skal starte på Fuuka Academy. Det viser sig dog, at det ikke er en helt almindelig skole, de skal gå på. Skolens leder har i skjul samlet såkaldte HiME på Fuka for at bekæmpe monstre som kaldes Orphans - og Mai er naturligvis en af dem. HiME står for Highly-advanced Materializing Equipment. Alle HiME besidder specielle kræfter og er i stand til at tilkalde et Child. Hvis de vælger at kæmpe, må de sætte det, der er vigtigst for dem på spil.
I eps. 8 kommer der et twist, som for alvor sætter skub i dramadelen og romancedelen af serien for den sags skyld. Der kommer flere twists undervejs, hvilket er med til at gøre serien mere spændende og interessant. Det bedste ved serien er plottet og dets indvirkning på personerne - og personer er der mange af. Denne serie handler nemlig i lige så høj grad om at redde verden som om mennesket og dets følelser. Den handler om det komplekse følelseskaos, der finder sted indeni os alle sammen, især når vi er forelskede. Det kan gøre os forvirrede og fortabte, men det gør os også levende. Mange af pigerne i serien forsøger egentlig bare at finde ud af, hvad de føler, og hvad de egentlig ønsker. Dette gælder i høj grad Mai, som der også er mest fokus på.
Musikken er lavet af Yuki Kajiura, og den er det, jeg vil kalde "klassisk Yuki Kajiura". Af nyere anime har hun lavet musik til bl.a. Sword Art Online og Madoka. Hun laver noget rigtig godt musik til især fantasy anime. De bedste musikstykker i My-HiME bliver brugt under kampscenerne og de mere dramatiske scener. Musikken formår virkelig at underbygge handlingen og personernes følelser.
Jeg vil anbefale My-HiME til folk, der godt kan lide en serie med mange forskellige elementer, hvor der veksles mellem alvor og sjov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar