mandag den 17. september 2012

Turen gik til Japan - del 5: Udflugter

Vi havde base i 2 byer på Japanturen 2011: Tokyo og Osaka. Derfra tog vi dog også på udflugter. Jeg har delt blogindlægget op i to: Udflugter fra Tokyo og Udflugter fra Osaka. Der er selvfølgelig flere steder, man kan tage på udflugter til, end dem jeg nævner.

Udflugter fra Tokyo

Mitaka
Første gang jeg var i Japan fik jeg ikke besøgt Ghibli museet, så det ville jeg rigtig gerne denne gang. 10 af os valgte at tage på en guidet tur derud. Det hjalp meget at have en guide med. Man kunne nok godt have fundet derud selv, da bussen fra Mitaka station på ingen måde er til at tage fejl af. Uden en guide, ville det dog have været svært at vide, hvornår man skulle stå af.
Museet er virkelig eventyrligt selv udefra. Oven på taget står der en kæmpe statue af robotten fra Laputa: Castle in the Sky. Vores billet var et stykke fra en filmrulle, hvilket var virkelig fedt. Inde på museet var det en stor fordel at have en engelsk- talende guide med, da hun kunne fortælle meget ekstra om de forskellige udstil- linger. Så jeg anbefaler bestemt, at man tager den guidede tur. På museet er der også en biograf, som viser korte Ghibli film lavet specielt til museet. Der var ingen engelske undertekster, men historien var meget simpel, så vi forstod hovedessensen i den. Museet har desuden en butik, hvor man kan købe Ghibli merchandise - noget mere unikt end andet.

Nikko
Det siges, at man ikke har været rigtigt i Japan, hvis man ikke har besøgt Nikko, da der er mange kulturelle skatte der. Nikko er en dagstur - især hvis man gerne vil rundt og se det hele. Man skal også været beredt på at gå meget, da der er massere af trapper og tingene ikke ligger lige ved siden af hinanden. Da man kommer ud i meget natur og skov, anbefaler jeg, at man tager tøj på, der dækker kroppen sådan nogenlunde for at undgå insektbid/stik.


Nikko er både en kulturel oplevelse, som giver indblik i noget af Japans historie, men det er også en rigtig god mulighed for at opleve natursiden af Japan og komme væk fra storbyen.

Yokohama
Mange ved det måske ikke, men Yokohama er faktisk Japans 2. største by. Da den ligger så tæt på Tokyo, kan man sagtens tage på halv- eller heldagstur derhen - gør det en dag, hvor det er overskyet, hvis det er om sommeren. Det er simpelthen så varmt i gaderne, og der var et stykke at gå imellem de ting, vi ville se. Vi valgte også at droppe kirkegården pga. varmen. Vi startede med en tur i china town, som dog ikke var så spændende. Det var ret kitsch og pænest på ydersiden. Det ville dog have været et fint sted at finde noget og spise, hvis man altså ikke har planlagt en tur på ramen museum. Der kan man smage ramen fra forskellige regioner i Japan. Museet er bygget op som en gammel by i 50'ernes Japan, så der er også lidt at se på. Vi havde regnet med, at vi skulle smage et par stykker, men efter den første skål var vi alle mætte. Ramenbilledet i blogindlægget om mad i Japan er derfra.

Kawaguchiko
Da ingen af os havde i sinde at bestige Mt. Fuji, besluttede en gruppe af os at tage til Kawaguchiko, hvor der skulle være "god" mulighed for at se bjerget på afstand. Desværre kunne man kun lige skimte det i horisonten, den dag vi var af sted. Kawaguchiko virkede som om det engang havde været et livligt turiststed. Der er dog rigtig flot natur omkring søen, som I kan se på billedet nedenunder.



Udflugter fra Osaka

Nara
Har man ikke noget imod nærgående sika hjorte, bør man bestemt tage en tur til Nara. Ud over at hilse på hjortene, kan man også se en række templer bl.a. Tōdai-ji, hvor der sidder verdens største bronze Buddha statue indeni. Der er også en pæl med et hul i, og det siges, at hvis man kravler gennem det, kommer man i Nirvana - der var ingen af os der skulle forsøge, for hullet så meget lille ud... Ved vejene op til templerne stod der ofte "stenlygter" med papir i, men papiret var revet i stykker og manglede i nogle af dem. Vi undrede os meget, indtil vi så en sika hjort tage for sig af varerne. XD De dyr forsøger at spise alt, hvad de kan få fat i. Hjortene omkring seværdighederne og kikseboderne er dog noget mere nærgående, end dem rundt omkring i parken.

Himeji 
Da vi gerne ville udnytte vores rail pass (jeg kommer ind på rail pass i et andet blogindlæg), valgte en gruppe af os at tage en kombineret tur til Himeji og Hiroshima. Slottet i Himeji var desværre ved at blive renoveret, så det var pakket ind, og vi kunne derfor kun komme ind og se, hvordan det gik med renoveringen. Når japanerne renoverer templer, slotte og shrines, bygger de en ydre skal op omkring bygningen således at renoveringen kan foregå i ly af alt slags vejr. Himeji slot skulle blive pakket ud igen i 2015 eller 2016, mener jeg.



Hiroshima
Når man kommer til Hiroshima, kan man godt se på befolkningen, at man er kommet mere syd på. Mange er noget mørkere i huden end i Osaka og Tokyo. Det var en meget speciel oplevelse at være i Hiroshima. Vi var rundt og se mindesmærker, statuen af Sadako (ikke den på Wikis billede), Atomic Bomb Dome og Peace Hiroshima museet. Vi ringede også med fredsklokken. Overalt hang der foldede papirtraner. Vi missede årsdagen for bombningen og oplevede derfor ikke mindeceremonien, som blev holdt på pladsen uden for museet ved et af mindesmærkerne.



Kyoto
Det tager ikke lang tid med shinkansen mellem Osaka og Kyoto, så man kan nemt tage på tempel- og shrinetur til Kyoto. Er temperaturen udholdelig, kan man leje cykler og følge nogle af de forslåede ruter. Det er dog også muligt at tage busserne rundt. Inden man tager af sted er det en god ide at have planlagt, hvad man gerne vil se og finde ud af hvor det ligger henne, så man kan kombinere de ting der ligger tættest på hinanden. Man kan f.eks. tilbringe en dag i den sydøstlige del af Kyoto og en anden i den nordvestlige. Alt efter hvor hurtig man er kan man nok se 3-4 templer og/eller shrines om dagen. Derefter har man nok også fået nok for den dag. Kyoto har dog også flere hyggelige små gader, hvor man kan købe souvenirs. Vil man have en yukata, anbefaler jeg også, at man køber den i Kyoto, da udvalget både af selve yukataer men også tilbehør er større og priserne generelt lidt billigere end i Tokyo.
Af seværdigheder kan jeg anbefale Fushimi Inari Shrine - vær beredt på at gå meget opad. Der er rigtig mange templer og shrines i Kyoto, og det er forskelligt, hvad folk synes er værd at se. Jeg anbefaler og- så et besøg i Gion Corner, hvis man ger- ne vil opleve bider af japanske traditionelle opvisninger som bl.a. bunraku,  kyogen tea- ter og teceremony.

1 kommentar:

  1. Det er den næst største Laputa Robot jeg nogensinde har set

    SvarSlet