Jeg har ikke rigtig fået skrevet om Copenhagen Comics i år. Det er det gamle Komiks, som har ændret navn, fordi man ønskede at blive mere international orienteret. Copenhagen Comics finder sted den 1. og 2. juni i Øksnehallen i København (der hvor J-Popcon afholdt sine cosplayshows).
"Copenhagen Comics er Danmarks internationale tegneseriefestival og den største af sin slags i kongeriget. Hvert andet år fejrer og hylder festivalen tegneserier, graphic novels og manga i løbet af en oplevelsesrig weekend fyldt med paneldiskussioner, workshops for alle aldre, foredrag, signeringer og chancen for at møde de allerbedste og største tegneserieskabere fra hele verden." - taget fra deres Facebookside
Jeg har aldrig selv besøgt festivalen og kommer heller ikke til det i år. Mit indtryk er, at Copenhagen Comics er orienteret imod den brede tegneserielæser. Manga er kun én del af festivalen. Jeg har dog alligevel valgt at tage festivalen med her på bloggen, da jeg synes, det virker til, at flere og flere i fanmiljøet begynder at bevæge sig ud over manga og anime. Til dette års festival kan man dog møde en manga-ka - nemlig Jiro Taniguchi, som bl.a. har skabt Min fjerne barndomsby og Min fars dagbog. Gæster - både danske og udenlandske - virker til at være en stor del af Copenhagen Comics. Det virker til at være mere "industri-agtigt" og messeagtig end en con er. Jeg vil nok nærmere sammenlig rammerne for Copenhagen Comics med London Expo frem for en con - siger jeg uden at have deltaget... XD
En endagsbillet koster 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn under 15. Weekendbilletten koster henholdsvis 120 kr. og 60 kr. Helt andre priser end hvad vi ellers ser til conner. Igen skyldes det nok, at Copenhagen Comics ikke er en con. Den kører på en helt anden måde og lukker hvis også om aftenen.
Er man generelt tegneserie-interesseret er det sikkert rigtig fedt - især hvis man kender nogle af gæsterne. Gælder ens interesse kun manga, forestiller jeg mig, at det nok ikke er så spændende at rejse langt efter - med mindre man rejser i flok og gør det til en tur, hvor det sociale i ens gruppe er i centrum.
Læs mere om Copenhagen Comics på deres hjemmeside og Facebookside, hvor der jævnligt bringes nyheder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar